Forsikringsselskabet Topdanmark (TOP) har leveret et 3. kvartals-regnskab (se det her), der indeholder endnu en opjustering af årsprognosen, efter den opjustering, der blev leveret ved halvårsregnskabet.
Helårsforventningerne - efter selskabets prognosemodel - lyder nu på et resultat efter skat på 1,1 - 1,2 mia. kr. mod den tidligere forventning på 1,0 - 1,1 mia. kr. efter halvårsregnskabet - se blogindlægget: Topdanmark: Med opjustering og nye aktietilbagekøb.
Igen er det investeringsafkastet (hvor Topdanmark har en vis aktiebeholdning), der trækker resultat og forventningerne op. Alene i 3. kvartal har afkastet af investeringerne bidraget med 320 mio. kr., hvad der svarer til halvdelen af resultatet før skat i 3. kvartal på 648 mio. kr.
I skadesforsikrings-delen har Topdanmark i årets første 9 måneder mærket tilbagegang i præmieindtægterne - med et underliggende fald på 3,3 pct. Dette skyldes prisnedsættelser, mistede præmieindtægter på arbejdsskadeforsikring, lavere salg gennem banker og recessionsfølsomme områder - for eksempel at færre varebiler skal forsikres.
I forbindelse med halvårsregnskabet varslede Topdanmark, at selskabet vil hæve priserne på forsikringer. Nu skriver Topdanmark, at prisstigningerne “fuldt implementeret vil have en årlig effekt på ikke under 300 mio. kr., heraf godt og vel halvdelen i 2010″.
På den baggrund er Topdanmarks forventning, at væksten i præmieindtægterne vil være på 2-3 pct. i 2010. Derudover forudsættes “combined ratio” at lande på 91-92 i 2010 (dvs. af udgifterne ventes at blive 91-92 pct. af indtægterne i forsikringsforretningen), hvilket fortsat er noget højere end “normalen” for Topdanmark.
Med årets opjustering - følger som vanligt - et øget planlagt aktietilbagekøb. Tilbagekøbsprogrammet for 2009 løftes med 100 mio. kr. til 825 mio. kr. - heraf er der indtil nu tilbagekøbt for 355 mio. kr i 2009.
Topdanmark oplyser, at selskabet venter at have realiseret et tilbagekøb på “niveauet 575 mio. kr.”, når året er omme.
Det betyder, at der i 2009 skal realiseres yderligere tilbagekøb for 220 mio. kr., når det er muligt fra 2. dec. - svarende til at der skal tilbagekøbes aktier for gennemsnitligt 11,6 mio. kr. om dagen på årets 19 sidste børsdage. Dermed bliver der lagt en vis “december-bund” under Topdanmark-aktien.
Akk.
Relaterede indlæg:
- Topdanmark: Fortsat mærket af økonomisk afmatning Forsikringsselskabet Topdanmark (TOP) har fremlagt et halvårsregnskab (se det her), der indeholder en nedjustering af...
- Mærsk: Årsprognosen får endnu et hak op A. P. Møller-Mærsk (APM B) leverede et halvårsregnskab (se det her), hvor prognosen for helåret...
- Novozymes: Ny opjustering efter markant 2. kvartal Novozymes (NZYM B) har fremlagt et halvårsregnskab (se det her), der indeholder en opjustering af...
- Novo Nordisk: Halvårsregnskab med ny opjustering Novo Nordisk (NOVO B) har aflagt et halvårsregnskab (se det her), der endnu engang byder...
- DSV: Opjusterer efter markant vækst i 2. kvartal Transportselskabet DSV (DSV) har fremlagt en halvårsrapport (se den her), der viser, at DSV i...
