Transportselskabet DSV (DSV) forudsér nu et 2010 uden tab i “road”-divisionerne i Tyskland, Frankrig og Spanien. Står den prognose til troende, vil det være første gang i flere år, at DSV ikke taber penge på vejtransporten i de pågældende lande.
2010-meldingen fra DSV-direktør Jens Bjørn Andersen kommer i et interview med Bloomberg (se det her). Her fortæller han, at der er blevet skiftet ud i ledelserne i de pågældende lande - og tilføjer, at “der ikke er fundamentale årsager til, at vi ikke tjener penge i disse lande.”
Ser man på 3. kvartalsregnskabet for 2009 kan man konstatere, at road-delen i de tre “problemlande” her har trukket den primære drift (før særlige poster) ned med 81 millioner kroner efter årets første 9 måneder. Resultatet af primær drift (før særlige poster) i road lød efter 9 måneder på 473 mio. kr.
Værd at notere sig er også, at DSV-direktøren nu ser optimisk på verdensøkonomien. Han ser “grønne skud” og bemærker, at “det ser ud til, at de europæiske stimulus-pakker begynder at virke.”
I forbindelse med 3. kvartalsregnskabet ville han ikke tale om en markedsvending, men kunne konstatere, at fragtraterne var øget “dramatically” i de første måneder af 4. kvartal 2009 (se kort omtale hos Reuters her).
DSV har ellers gennemlevet et hårdt 2009, hvor selskabet i 2 omgange har måttet nedjustere omsætningsforventningerne - se indlægget efter 3. kvartal: DSV: Endnu en omsætnings-nedjustering. Efter årets første 9 måneder havde man således realiseret en negativ vækst på markante -21 pct. (korrigeret for valuta-effekter og køb og salg af virksomheder).
For 2010 taler DSV-direktøren i interviewet også om, at Air & Sea-divisionen vil vinde markedsandele hurtigere end road og at man med det nuværende personaleantal (reduceret ca. 20 pct. under krisen) vil evne at håndtere en stigning på 5-10 pct. i fragtmængderne.
Jyske Bank har tidligere modtaget indikationer på, at DSV har haft et travlt 4. kvartal i 2009. Blandt andet fra en større dansk industri-virksomhed - se omtalen i Netposten fra medio december her. DSVs 2009-årsregnskab fremlægges den 4. marts.
Akk.
Relaterede indlæg:
- DSV: Opjusterer efter markant vækst i 2. kvartal Transportselskabet DSV (DSV) har fremlagt en halvårsrapport (se den her), der viser, at DSV i...
- Novo Nordisk: Fokus rettes nu for alvor mod Degludec og Degludec Plus Efter en periode hvor markedet har haft fokus på markedslanceringen af diabetes-produktet Victoza, vil interessen...
- DSV: Svag vækst i 1. kvartal Transportselskabet (DSV) har aflagt en 1. kvartalsrapport (se den her), der viser, at selskabet har præsteret...
- DSV: Forventer vækst på 3-7 pct. i 2010 Transportselskabet DSV (DSV) har fremlagt en årsrapport (se den her), der viser et årsresultat på...
- Genmab: Årsregnskab uden afgørende nyt Genmab (GEN) har leveret et årsregnskab for 2009 (se det her), der ikke indeholder afgørende...
