Topdanmarks (TOP) årsregnskab (se det her) viser et resultat for 2009 på 1.446 mio. kr, hvilket er omkring 200 mio. kr. mere end hvad Topdanmark selv havde kalkuleret med efter 3. kvartalsregnskabet med selskabets resultatmæssige prognosemodel.
Forbedringen i det realiserede resultat i 4. kvartal skyldes en kombination af bedre investeringsafkast (100 mio. kr.) og et bedre resultat i forsikringsdelen som følge af færre vejrligs- (47 mio. kr.) og tyveriskader (25 mio. kr.). Endvidere var der afløbsgevinster i 4. kvartal.
For 2009 er det i høj grad afkastet på investeringer på 723 mio. kr., der bidrager til årets resultat. Det forsikringstekniske resultat på 869 mio. kr var nemlig betydeligt lavere end det forsikringstekniske resultat i 2008, der dengang lød på 1.796 mio. kr.
Her har den økonomiske afmatning ramt i 2009, hvilket har haft negativ effekt på præmieindtægterne bl.a. på grund af nedgang i bilparken og flere virksomhedskonkurser. Deruover har der været et øget omfang af brande og tyveriskader.
For 2010 venter Topdanmark, at den økonomiske afmatning fortsat vil præge resultatet. Deruover har vintervejret i starten af 2010 betydet, at der har været flere vejrligsskader.
Den resultatmæssige prognosemodel indikerer derfor et resultat på 800 - 900 mio. kr., hvor væksten i præmieindtægterne ventes at være på 1-2 pct., mens “combined ratio” ventes at være på 95-96 (dvs. at udgifterne ventes at blive 95-96 pct. af indtægterne i forsikringsdelen).
Dette er en nedjustering af 2010-forventningerne i forhold til den prognose, der blev leveret efter 3. kvartalsregnskabet - se indlægget: Topdanmark: Med ny opjustering - hvor forventningen til væksten i præmieindtægterne var på 2-3 pct. og forventningen til “combined ratio” var på 91-92.
Topdanmark venter i 2010 at tilbagekøbe egne aktier for 900 mio. kr., hvilket svarer til en udlodning på 8,3 pct. Siden Topdanmark i 1998 indledte sit tilbagekøbsprogram er 58,7 pct. af aktiekapitalen blev tilbagekøbt og nedskrevet. Der er i gennem tiden købt egne aktier for 7,8 mia. kr. til en gennemsnitskurs på 324 kr.
Ved en kurs på 680 handles en Topdanmark aktie til en pris på 7,4 gange 2009-overskuddet (91, 7 kr. pr. aktie udvandet), hvilket indikerer at markedet har indstillet sig på en lavere Topdanmark-indtjening i 2010 end i 2009.
2010-forventningen om et resultat på 800-900 mio. kr. svarer til cirka 57 kr. pr. aktie, hvorved Topdanmark-aktien ved kurs 680 handles til 11,9 gange selskabets 2010-forventning (uden at effekten af det forventede aktietilbagekøb er indregnet).
Akk.
Relaterede indlæg:
- Topdanmark: Fortsat mærket af økonomisk afmatning Forsikringsselskabet Topdanmark (TOP) har fremlagt et halvårsregnskab (se det her), der indeholder en nedjustering af...
- Mærsk: Årsprognosen får endnu et hak op A. P. Møller-Mærsk (APM B) leverede et halvårsregnskab (se det her), hvor prognosen for helåret...
- Lundbeck: Langsigtede forventninger ved Q3-regnskab Lundbeck (LUN) fremlagde i dag et halvårsregnskab (se det her) med nyheden om, at selskabet...
- Novozymes: Ny opjustering efter markant 2. kvartal Novozymes (NZYM B) har fremlagt et halvårsregnskab (se det her), der indeholder en opjustering af...
- Danske Bank: Fortsat underskud på bankaktiviteterne Danske Bank (DANSKE) har fremlagt et halvårsregnskab (se det her), der viser at nedskrivningerne i...
